Behandlingstestamente

Du kan selv bestemme, om du ønsker livsforlængende behandling, genoplivning eller behandling med tvang i særlige situationer, ved at registrere dine ønsker i et behandlingstestamente.

Du har mulighed for at oprette et behandlingstestamente, hvor du kan registrere dine ønsker i forhold til livsforlængende behandling herunder genoplivning, i tilfælde af at du på et tidspunkt ligger for døden og ikke selv vil kunne give besked om, hvad du ønsker. Du opretter et behandlingstestamente ved at tilmelde dig Behandlingstestamenteregisteret.

Når du opretter et behandlingstestamente, giver det dig mulighed for at bestemme, hvad der skal ske i tre specifikke situationer:

  • Hvis du ligger for døden, og behandlingen kun vil forlænge dit liv, men ikke vil betyde, at du får det bedre eller får lindret dine smerter.
  • Hvis du er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at du aldrig igen kommer til at kunne tage vare på dig selv fysisk og mentalt.
  • Hvis behandlingen kan betyde, at du overlever, men lægen vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Inden du ligger for døden, kan du bestemme, om dine pårørende har det sidste ord i forhold til en eventuel beslutning om fravalg af behandling. De pårørende får kun det sidste ord, hvis du udtrykkeligt har skrevet det i behandlingstestamentet.

Du kan også bestemme, at du ikke ønsker at blive behandlet med tvang, hvis du engang i fremtiden fx bliver dement og ikke selv længere er i stand til at give samtykke til behandling.

Hvis du kommer i en situation, hvor du ikke ønsker, at dit behandlingstestamente skal gælde i netop det tilfælde, kan du tilbagekalde dit livs- eller behandlingstestamente. Det gør du ved at kontakte det sundhedspersonale, der behandler dig i det givne forløb. Hvis du ønsker helt at tilbagekalde et behandlingstestamente, kan du gøre det på sundhed.dk eller via blanket (se nedenfor).

Det kan være en god ide at fortælle din familie om din beslutning, da situationen ellers kan være svær for dine pårørende, hvis den pludselig opstår. Det kan også være en god ide at tale med din læge det.

Sådan registrerer du dig

Du kan oprette, ændre eller tilbagekalde et behandlingstestamente og ændre eller tilbagekalde et livstestamente på sundhed.dk:

Tilmelding til Behandlingstestamenteregisteret via sundhed.dk

Du kan du registrere dig i Behandlingstestamenteregisteret ved at udfylde og indsende den blanket, der findes i pjecen ’En god afslutning på livet – Behandlingstestamente’. 

Blanket til tilmelding eller ændring af behandlingstestamente

Blanketten printes ud og udfyldes, og derefter sendes den til os.

Send med Digital Post

Blanketten kan sendes via Digital Post på borger.dk:

Vejledning til at sende blanket til Sundhedsdatastyrelsen via Digital Post

Send med fysisk post

Blanketten kan også sendes med fysisk post til:

Behandlingstestamenteregisteret
Sundhedsdatastyrelsen
Ørestads Boulevard 5
2300 København S

Ændringer eller tilbagekaldelse

Du kan også tilbagekalde din allerede oprettede registrering i Behandlingstestamenteregisteret ved at downloade, udfylde og indsende følgende blanket til Sundhedsdatastyrelsen:

Blanket til tilbagekaldelse af behandlingstestamente

Du kan ændre eller tilbagekalde et allerede oprettet livstestamente ved at downloade, udfylde og indsende en blanket til Sundhedsdatastyrelsen:

Blanket til ændring eller tilbagekaldelse af livstestamente

Du kan til enhver tid ændre din registrering i Behandlingstestamenteregisteret ved at udfylde og indsende en ny blanket.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os ved hjælp af kontaktoplysningerne nederst på siden.

Fra livstestamente til behandlingstestamente

Fra 1. januar 2019 er det ikke længere muligt at oprette et livstestamente, men hvis du har oprettet et livstestamente, vil det stadig være gældende. Et behandlingstestamente giver større mulighed for selvbestemmelse end et livstestamente, så hvis du allerede har et livstestamente og gerne vil have de nye muligheder, skal du oprette et behandlingstestamente. Livstestamentet bliver ikke automatisk omlagt til et behandlingstestamente.

Mere om behandlingstestamente

På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside kan du finde mere information om behandlingstestamente:

Om behandlingstestamente på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside

Kontakt

Telefontid:
Onsdag: 10-12
Fredag: 10-12

Sundhedsdatastyrelsen holder lukket på helligdage, dagene op til påske, dagen efter Kristi Himmelfartsdag og dagene mellem jul og nytår.

E: sikkerpost_lob@sundhedsdata.dk
T: 3332 6006

Styrelsen for Patientsikkerhed

E: stps@stps.dk
T: 7228 6600